Steppehøg
Circus macrourus
Slank, spidsvinget kærhøg, der i størrelse og form ligger mellem blå kærhøg og hedehøg, med smallere og mere spids end blå kærhøg. Hannen er lyst perlegrå — tydeligt lysere end de øvrige kærhøge, især på hoved og bryst — med en sort kile ude i hånden, isoleret af hvidt på alle sider og uden mørk på vingen. Kilen er ikke altid lige smal: hos ældre hanner kan den brede sig ud mod vingespidsen. er hvid, men mindre afstikkende end hos blå kærhøg.
Kan forveksles med
- Blå kærhøg — Blå kærhøgs han er mørkere grå, sort helt ud i vingespidsen, og har en mørk bagkant langs hele vingen. Steppehøgens sorte kile står isoleret ude i hånden, og armen er ren.
- Hedehøg — Hedehøgens han har et sort bånd gennem armen og en trefarvet overside; steppehøgens sorte tegning er begrænset til den isolerede kile i hånden, og oversiden er ensartet meget lys. Begge har fire "fingre", så fingertællingen skiller dem ikke.
Dragt og variation
Han og hun: Hannen er let at kende på sin lyse dragt. Hunnen er derimod meget svær at skelne fra især hedehøg og kan også let forveksles med en hun af blå kærhøg — kun detaljer i ansigtstegningen duer som kendetegn.
Ungfugl: Ungfuglen har varm orangebrun underside og — til forskel fra hedehøgens ungfugl — en tydelig, lys halskrave. Yngre hanner er derimod ikke færdigtegnede: de kan have en mørk bagkant på armen, som fader udad, mens hånden allerede er ren og adult-agtig. Netop den kombination får en ung steppehøg til at ligne en blå kærhøg, og den er grunden til at armen alene ikke afgør noget.
Adfærd
I flugten mindre fjedrende end de andre kærhøge, lidt mere musvågeagtig. I adfærd og øvrig biologi minder den ellers meget om hedehøgen. Herhjemme ses den mest på de større træksteder.
Hvornår og hvor
Sjælden trækgæst fra Østeuropa og Centralasien; de nærmeste ynglepladser ligger i de rumænsk-russiske steppeegne. Arten begyndte for alvor at optræde herhjemme efter 2000, og en feltbog fra 2020 satte niveauet til 50-100 fugle årligt med en del flere i invasionsår. Det tal er ikke ajourført her: DOFs egen rapportering peger på markant flere, og arten kræver ikke længere dokumentation hos DOFs Sjældenhedsudvalg, men vi har ikke fundet en nyere kilde med et sammenligneligt antal. De fleste ses om foråret i april-maj, i invasionsår også om efteråret. Overvintrer i tropisk Østafrika, Lilleasien og Indien.
Fakta
Vingefang
109 cm
Bevaringsstatus
næsten truet
Slægtskab
Familie
høge, glenter og ørne
Accipitridae
Orden
høgefugle
Accipitriformes
Kender du denne fugl? Del dit kendetegn med andre fuglekiggere.
Der er endnu ingen kendetegn. Vær den første, der deler, hvordan du genkender denne fugl!
Tryk på dem, der passer på fuglen.